Landbrugsbygningerne

Den nærmeste bygning er et fårehus fra 1955, og bygget i Gotlandsk stil egenhændigt af Ulrikke Lollesgaard, som var ejer fra 1932 - 1989. Hun skrev bogen ”Får til Husbehov”, som fortsat er en bibel for nye fåreavlere, og var en meget dygtig og kendt person i de kredse. Stråtaget blev fornyet i 1998, nyt gulv blev støbt og trækonstruktionen forstærket, så de gamle spær - der er afbarket af fårene - kunne bevares. Tidligere var der plads til 12 moderfår og 2 væddere, samt løsdrift. Huset er forsynet med el, musik, frostsikret varmt/koldt vand, vask og afløb. Anvendes i dag som brænderum til opbevaring og kløvning af brænde til den finske masseovn.

Hønsehuset er absolut bevaringsværdigt, hvis man vil holde høns eller gæs, men ellers er det ikke meget værd. Der er tilhørende et redskabs-/foderrum, og overdækningen har tidligere fungeret som ”carport” for havemaskiner, men nu lager for stolper til hegn. Der er fremført vand, og den store hønsegård er rævesikker, men der skal nok nyt net over, hvis man vil sikre sig 100 % mod duehøgen.

Laden er opført i 2007 og benyttes som maskinhus og diverse opbevaring. Kan indrettes til stald/strålager med de nødvendige faciliteter, da der er indlagt både el og vand. Der forefindes et betydeligt antal spånplader, som kan anvendes til indvendig beklædning, hvis man ønsker at isolere bygningen. Desuden et antal brugte vinduer og andet byggemateriel, som kan anvendes til opbygning af saddelrum og andre lokaler.

På den modsatte side af Stasevangsvej står en dobbelt carport til personale/gæster, og bagved den et lige så stort hesteshelter med lys og frostsikker vandkop. I forbindelse hermed ligger ”sandbanen” på ca. 510 m2, som er indhegnet og oprindeligt brugt til løsdrift / ridebane. Banen er drænet og anlagt med grus, men står i dag grøn med græs. På toppen af fold 6 står ligeledes et shelter, med udgang til 2 folde.

Æblelunden ved siden af carporten giver en meget yndet kostforandring for heste i sæsonen.

SKÆRBÆKGAARD - Stasevangsvej 9